Sprog:


Måltidspolitik
Mad kan opfattes som noget meget personligt. Menneskers køkken og indkøb er ikke tilfældigt, men udtrykker en madkultur. Vi har bevidst valgt, at have en madkultur her i huset.

Ordet kultur har oprindeligt noget med mad at gøre. Det kommer af latin: cultura, som omfatter kultivering af afgrøder og avling af husdyr. Denne betydning blev overført til de tidlige europæiske sprog og bruges stadig. Vi taler om kulturplanter og kalder et område med dyrkede planter for et kulturlandskab. Stuekultur er dyrkning og pleje af planter i hjemmet.

Vores madkultur
Vores madkultur her i huset, bygger på, at måltidet er en vigtig del af vores sociale liv.
Derfor har vi lange borde i vores spisestue, der indbyder til samtale og hygge.
Vi har en holdning til det omkringliggende miljø og har derfor valgt, at mange basisprodukter i køkkenet altid er økologiske. Det drejer sig f.eks. om vores skæreost, smør, mælk, havregryn, müesli, bønner, linser og kikærter, samt mel, hvor alt er økologisk og en del er biodynamisk. Vores pølser på morgenbordet er lokale og mindst 1 er også økologisk.
Desuden lægger vi vægt på bæredygtighed, derfor prioriterer vi et æble fra Viskinge, højere end en økologisk kiwi der har fløjet den halve jord rundt. En stor del af vores honning kommer i øvrigt fra Viskinge, en forstad til Kalundborg.
Vores kaffe er økologisk.

Husets madkultur er dansk, med megen inspiration udefra, primært på det krydderimæssige område. Det betyder at vi i meget høj grad benytter danske råvarer, når det kan lade sig gøre. Endvidere er vores madkultur meget grøn, og vegetarer har absolut ingen problemer, idet der altid er masser af grøntsager. Vi serverer kød til alle buffeter, så de der foretrækker animalske proteiner, også går glade fra bordet.
Vi kunne på mange måder godt tænke os, udelukkende at vælge de allerbedste og økologiske råvarer, men det har vi valgt ikke altid at gøre, da vandrerhjemmet har mange sportsgrupper dvs., unge mennesker, med et begrænset budget, og en enorm appetit.

Gode råvarer
Vi bruger dog altid rigtig gode råvarer, og arbejder meget bevidst med, at få noget sjovt og godt ud af almindelige råvarer.
Der benyttes mange krydderier og krydderurter i vores mad, for at fremhæve råvarernes egen smag.

Madkulturen her i huset betyder også, at vi i langt de fleste tilfælde selv laver f.eks. vores syltetøj. Vi laver bla. en rigtig god jordbærmarmelade med mandelsplitter og citronmelisse, og vores figenmarmelade med anis og pinjekerner er også ganske god. Kager og madbrød er altid hjemmebagte.

Vi prøver i høj grad at støtte de små mejerier og køber ost fra gårdmejerier, primært leveret fra Grand Fromage i Århus. Når vi serverer laks, ville vi gerne købe dem i Reersø eller Kalundborg, men alle laks der går i havbrugene nær vores kyst, går desværre til eksport, så det er ofte Norsk laks vi serverer.

Vi har bronzemærket for anvendelse af økologiske råvarer.

Bronzemærket