Sprog:

porre ugens grøntsag
27/01-2012 kl. 16:53
Djursvolds porrer
20 små eller 10 store porrer – som er dampet i 3 – 5 min, 1 dl olivenolie,
1½ tsk tørristede kommenfrø, ½ tsk tørret, stødt chili eller 1 frisk, udkernet og finthakket chili,
Saft og fintrevet skal af 1 citron, 1 tsk akaciehonning, 150 g smuldret feta ost, 100 g oliven..
Vend de dampede porrer i 2 spsk olivenolie og grill dem på en grillpande eller i ovnen. Læg porrerne på et serveringsfad. Hæld dressing af olivenolie, chili, citron og akaciehonning over porrerne, drys med de hele kommenfrø og lad dem stå i et par timer. Inden serveringen drysses i striber med feta, persille og oliven.

Porre med Kålrabi
1 kålrabi , 2 porre, 1 håndfuld tørrede abrikoser, 2 håndfulde mandler.
Dressing af olivenolie, krydderurter og riseddike.
Skær kålrabien i tynde stave, åben porren, så du får et fladt stykke, og skær det i tynde strimler, på langs af porren. Hæld dressingen over.

Quinua salat med porre
Kog quinuaen, skær porrerne i mindre stykker og lad dem ligge i kogende vand i ca 5 minutter, så de stadig er sprøde. Fjern kernerne fra en agurk og skær den i små stykker. 1 mango skåret i små både, pynter rigtig meget i salaten, men ændrer en del på prisen. Lav en dressing af syltet ingefær, citronsaft, honning og olie. Bland det hele med en håndfuld sesam, og hæld det over grøntsagerne og quinuaen.

Risotto med porre
2 spsk ekstra jomfru-olivenolie, 10 g smør, 6 finthakkede forårsløg, 3 finthakkede porrer
3 finthakkede hvidløgsfed, 350 g risotto ris, fx Arborio-ri, 3 dl. hvidvin, 1½ l varm buillon
40 g smør, 50 g fintrevet parmesan, salt og friskkværnet peber
Varm olie og 10 g. smør i en gryde, tilsæt forårsløg, porrer og hvidløg – steg til de er bløde (ca. 5 minutter). Tilsæt ris og lad det koge i 2 minutter under omrøring.
Tilsæt hvidvinen og lad det simreunder omrøring, indtil væsken er absorberet.
Tilsæt en tredjedel af bouillonen under omrøring.
Lad retten simre i 20 minutter under jævnlig omrøring, indtil bouillonen er absorberet.
Tilsæt derefter halvdelen af det sidste bouillon og lad det simre videre under omrøring, indtil det er blevet absorberet. Tilsæt det sidste bouillon og rør i retten jævnligt, til den har en cremet konsistens
Rør Parmesanen i de sidste 40 g smør i.

Porresuppe
Porrer, fint hakket løg og timian svitses i lidt olie, en god grøntsagsbouillon tilsættes, det hele koges, og får en tur med stavblenderen til sidst, serveres med grillede stykker af hokaido.

Porre i sennep
Skær porrerne i mundrette stykker, damp dem i ca. 8 minutter. Lav en dressing af sennep, olie og estragon og hæld den over de lune porrer.

Farsbrød med porre.
Brug vores velkendte fars med grønkål, (10 pers.: 700 g hakket kalve og skinkekød, 250 g grønkål trykket fri for væde, 200 g revne gulerødder, som dampes, så væden kan hældes fra, 2 tsk salt,
3 æg, 1,5 dl. rasp, 1 dl letmælk, 250 g hakket løg, 1,5 tsk timian, ½ tsk peber) læg fasen i en franskbrødsform, og læg hele porrer og gulerødder i, bag farsbrødet i ovnen. Skær skiverne med en meget skarp kniv for at få nogle rigtig flotte skiver.





« Tilbage til listen...